Undertag: hvad det er, hvorfor gamle huse mangler det, og hvordan det svigter

Tagsten og tagplader er ikke vandtætte. De er lagt, så vandet løber af, og det gør det også næsten altid. Men ved slagregn fra siden, ved fygesne og ved kraftig blæst, der presser vand op under overlæggene, kommer der altid lidt forbi. Undertaget er det lag, der fanger det og leder det ned i tagrenden. Et moderne tag er derfor to systemer oven på hinanden: belægningen, der tager 99 procent af vandet, og undertaget, der tager resten. Det er det underste, der afgør, om huset holder tæt.

Hvad et undertag er, og hvor det sidder

Undertaget ligger under lægterne og tagstenene, oven på spærene. Fra oven og ned ser et typisk tegltag med undertag sådan ud: tagsten, lægter, afstandslister, undertag, spær og under dem isolering og loft. Afstandslisterne løfter lægterne fri af undertaget, så der er en luftspalte, hvor det vand, der kommer forbi stenene, kan løbe ned, og hvor luften kan ventilere belægningens underside. Undertaget føres ud i tagrenden med en fodblik eller en fodplade, så vandet ender det rigtige sted og ikke i murkronen.

Undertaget skal desuden være tæt omkring alle gennemføringer: skorsten, ovenlys, ventilationshætter, faldstammeudluftninger og antenner. Det er her, langt de fleste utætheder opstår, fordi hver gennemføring er et hul i en membran, der skal lukkes med tape, manchetter eller inddækninger, og fordi de ældes hurtigere end selve undertaget.

Fast undertag eller banevare

Der er to hovedtyper, og forskellen betyder noget for både pris og levetid.

Et fast undertag består af brædder eller krydsfiner, der er lagt på spærene og dækket med tagpap eller et undertagsmembran. Det er den dyreste løsning, men også den mest robuste. Det kan gås på under arbejdet, det holder til at få en lægte tabt på sig, og det har typisk en levetid, der matcher et tegltag. Faste undertage anbefales ved lave taghældninger, ved komplicerede tage med mange skotrender og kviste, og hvor taget ligger meget udsat.

Banevare er ruller af undertagsdug, der spændes ud over spærene og fastholdes med afstandslisterne. Det er væsentligt billigere og hurtigere at lægge. Kvaliteten spænder enormt, fra tynde armerede plastfolier med en forventet levetid på 15 til 20 år til kraftige dugtyper, der er klassificerede til at holde, så længe belægningen gør. I tilstandsrapporter fra huse bygget i 1980’erne og 1990’erne ser man ofte anmærkninger om undertag af banevare, der er blevet sprøde, er revnet ved lægterne eller hænger ned mellem spærene.

Diffusionsåbent eller diffusionstæt

Ud over fast og banevare skelnes der mellem undertage, der lader vanddamp passere, og undertage, der ikke gør. Det er et af de punkter, der afgør, om et tag med isolering direkte under undertaget bliver fugtigt indefra.

Et diffusionstæt undertag, typisk tagpap på fast underlag eller ældre plastfolier, lader ikke vanddamp slippe igennem. Det kræver et ventileret hulrum på mindst 50 millimeter mellem isolering og undertag, så den fugt, der trænger op fra boligen, kan ventileres væk. Mangler hulrummet, eller er det blokeret af isolering, der er skubbet for langt op, sætter der sig kondens på undersiden af undertaget, og med tiden bliver spær og isolering våde.

Et diffusionsåbent undertag lader vanddamp passere udefter, men holder vand ude. Det kan lægges direkte mod isoleringen uden ventileret hulrum, hvilket gør det til det almindelige valg ved efterisolering af skråvægge og ved udnyttede tagrum, hvor der ikke er plads til et hulrum. Det kræver til gengæld en tæt dampspærre på den varme side af isoleringen, ellers presses der mere fugt ud i konstruktionen, end dugen kan aflede.

Hvorfor gamle huse ikke har undertag

Frem til omkring 1960 blev de fleste danske tegltage lagt uden undertag. I stedet blev stenene understrøget indefra med mørtel, der fyldte fugerne mellem stenene og holdt fygesne ude. Det virkede, fordi loftsrummene var kolde og uisolerede, så den smule sne og vand, der kom ind, tørrede væk igen. Der var ingen isolering at gøre våd.

Problemet opstod, da husejere fra 1970’erne og frem begyndte at isolere lofterne. Isolering på loftsgulvet gjorde tagrummet koldere og mere fugtigt, understrygningen faldt ud i takt med, at den tørrede og frøs, og der var pludselig 200 millimeter mineraluld til at opsuge det vand, der kom forbi stenene. Det er derfor, ældre huse i tilstandsrapporter ofte får anmærkning for manglende undertag, selv om taget har ligget tæt i 80 år. Rapporten vurderer risikoen, ikke kun det, der er sket.

Sådan ser svigt ud

Undertaget kan ikke ses fra jorden og sjældent fra taget, men det kan ses fra loftet. Gå op en dag med kraftig regn eller lige efter fygesne, og brug en kraftig lygte.

• Våde plamager eller drypspor på undersiden af undertaget, især under samlinger og langs lægter.
• Mørke skjolder på spærene og på isoleringens overflade. De viser, at der har stået vand, også hvis der er tørt netop den dag.
• Banevare, der hænger ned i buer mellem spærene, er stiv og sprød, eller har revner ved afstandslisterne.
• Løs tape og åbne kraver omkring gennemføringer, dagslys, der kan ses ved skorstenen eller ovenlyset.
• Hvidt salt eller kalkudfældninger på skorstenen inde på loftet, som tegn på fugt, der vandrer.
• Lugt af mug og mørke prikker på undersiden af undertaget, som tegn på skimmel.

Enkelte punkter kan repareres, typisk gennemføringer og fodblik. Et undertag af banevare, der er sprødt over det hele, kan ikke. Så skal stenene af, og undertaget skiftes, og det er den reparation, der oftest gør, at et tegltag med sten i god stand alligevel ender med en regning på flere hundrede tusinde kroner. Derfor er det undertaget, og ikke tagstenene, du skal spørge til, når du står med en tilstandsrapport eller et tilbud på omlægning.